Vinterdag i mildt vejr

KFUM-Spejderne i Tornemark-Sandved gruppe har afholdt årets første udendørs spejderdag/weekend. Det var en fornøjelse at kunne tage vores udendørsfaciliteter i brug i gen efter en lang og frostfyld weekend.

Vi mødtes til lidt morgenmad lørdag kl. 9.00, hvorefter dagens mange forskellige aktiviteter kunne tage sin begyndelse. Vejret og påklædningen var med os, så vi kunne afvikle alle aktiviteter ude i de fri. Ulvene og spejderne fik i fællesskab bundet nogle Romerske stridsvogne sammen, så der kunne køres ræs på spejdergrunden. Herefter skulle der saves og flækkes brænde til et bål. Tænk, det lykkedes med en tændstik og en ”stearinbombe” at få tændt et godt madlavningsbål – godt gået Mads. Mens ilden rigtig tog fat kunne suppen forberedes med udskæring af forskellige grøntsager. Ulvene(Silas, Chris, Rasmus og Kevin) tog sig af den del, mens spejderne(Pauli og Mads) fik lavet en meget praktisk overdækning til bålpladsen. Det holdt de begyndende dråber væk, og alle kunne sidde i tørvejr og nyde den varme suppe. Det var rigtigt hyggeligt at mærke dufte af bål igen.

Om eftermiddagen skulle alle på opgaveløb med 6 forskellige poster, som de to hold skulle løse. Der blev lavet fuglefoder i kokosskaller, støbt dyrespor i gips, lavet snesko, set på forskellige fugle og dyrespor og endelig skulle holdene løse en hemmelig kode.

Vinterdagen sluttede ved bålet med en kort andagt og tre sange. Vi tog afsked med Ulvene, og der stødte flere spejdere til. De ældste spejdere(Pauli, Sarah, Kevin, Mads, Stine og Thea) skulle fortsætte og overnatte i shelteren ved bålpladsen. Det blev en lang aften med madlavning, bagning af chokoladekage, film, ”Gæt og grimasser” og selvfølgelig et natløb rundt på området medbringende fakler. Det forlyder, at spejderne først sov kl. 04.00. De var alle meget trætte men en spejderoplevelse rigere, da de blev hentet søndag formiddag.